Bæredygtighed i centrum: Odense Dry Port sætter nye standarder for grønt byggeri

Odense Dry Port er meget mere end bare logistik. Fra første skitse er bæredygtighed tænkt ind som en grundlæggende værdi – i både arkitektur, infrastruktur og daglig drift.

Alle bygninger kan konstrueres med lavt CO₂-aftryk og mulighed for demontering. De er forberedt til ovenlys, solceller og intelligent energistyring, og der etableres ladeinfrastruktur til el-lastbiler.

Men det grønne fokus stopper ikke ved tekniske løsninger. Vandhåndteringen sker åbent og synligt via regnvandskanaler og grønne bassiner, som ikke blot fungerer som klimatilpasning – men også tilfører landskabelig skønhed og rekreative muligheder til området. De blågrønne strukturer fungerer som naturlige korridorer for biodiversitet og er udformet til at håndtere både hverdagens regn og fremtidens ekstremnedbør, med et minimum af skjulte kloaksystemer.

Et særligt karaktertræk for Odense Dry Port er den måde, stedet trækker på sin egen historie. Området var tidligere hjemsted for et statsligt forsøgscenter med gartneri og planteforskning – og det afspejles tydeligt i den nye masterplan. Den eksisterende allé af søjleformede avnbøge, som leder besøgende ind i området, bevares i sin fulde længde og får nyt liv som hovedakse gennem logistikområdet.

Det forventes at to af de tidligere drivhuse bevares og genanvendes til cykelparkering, en funktionel, men også symbolsk bevarelse af områdets rødder. Og ikke mindst det karakteristiske Dronningetræ – podet med hele 25 forskellige æblesorter – flyttes og placeres centralt i krydsfeltet mellem alléen og den nye kanalgade. Herfra vil de 25 sorter blive plantet som en ny æblelund, der bliver et grønt og poetisk vartegn midt i logistiklandskabet.

Landskabsarkitekturen arbejder bevidst med kontrasten mellem det strukturerede og det vilde: Engarealer, skovplantninger, vådområder og randbeplantning langs jernbanen og veje udgør et sammenhængende økosystem. Det understøtter både naturens cyklus og menneskets behov for grønne lommer – med læfyldte kroge, siddelommer og mikroklimaer, der skaber trivsel i hverdagen.

Trafiksikkerheden er samtidig løftet til et nyt niveau. Al intern trafik er adskilt: Lastbiler ledes via en ensrettet ringvej rundt om området, mens bløde trafikanter – fodgængere og cyklister – færdes trygt i separate zoner og stisystemer. Signaler og adgangskontrol sikrer, at tung trafik og let trafik aldrig mødes utilsigtet. Det skaber et trygt og roligt arbejdsmiljø, selv midt i stor aktivitet.

– Odense Dry Port er ikke bare en effektiv logistikmaskine. Det er en vision for, hvordan industri, natur, mennesker og teknologi kan leve side om side – i balance, med omtanke og blik for fremtiden.

This site is registered on wpml.org as a development site. Switch to a production site key to remove this banner.